SÅDAN FÅR DU EN UGE DU GLÆDER DIG TIL
Sådan får du en uge du glæder dig til.
En uge du glæder dig til, er bestemt ikke en selvfølge – faktisk oplever omkring halvdelen af os, ikke at glæde sig til en ny uge. I hvert fald hvis man skal se på den meningsmåling, jeg lavede på Instagram og Facebook tidligere i dag. Her spurgte jeg mine skønne følgere, om de har glædet sig til den nye uge, eller ej. Næsten halvdelen svarede, at de ikke havde glædet sig til ugen. Det syntes jeg ærligt er drøn ærgerligt. Men jeg forstår det godt. Sådan havde jeg det selv en gang. Mandag og en ny uge, var bare ikke i blandt mine favorit ting. Det var weekend derimod…
Mine uger føltes lange og tunge. Og nogle jeg følte at jeg skulle slæbe mig igennem, med min energi-konto i konstant overtræk. Absolut intet at se frem til. Men jeg ved også nu, at det kan være meget anderledes end det. Det er naturligvis, noget der kræver at vi arbejder med os selv, på flere planer, og det er ikke noget vi bare lige ændrer, fra den ene uge til den anden.
Derfor er det også noget af det, vi arbejder en del med, på mit seks måneders forløb, hvor deltagerne får præcis den strategi, jeg har brugt til at skabe en uge, jeg altid glæder mig til. Uge efter uge. Men du kan allerede nu, på egen hånd, gå i gang med at skabe en uge, der vil føles noget lettere for dig, og som du kan se frem til! Jeg vil dele tre trin med dig, som vil være med til, at gøre din uge, til en uge du glæder dig til. Prøv dem gerne af og del med mig, hvad de giver dig. Jeg vil elske at høre, hvordan det går!
1.
Planlæg din uge forud.
Et af de måske vigtigste punkter, er at planlægge sin uge forud. Jeg møder af og til en overbevisning om at, det vil frarøve en sin frihed, hvis man planlægger. Men faktisk er det modsatte på spil. Sandheden er, at vi alle har nogle helt bestemte vaner og ritualer, som vi gentager på daglig eller ugentlig basis. Spørgsmålet er bare om disse er tilrettelagt efter dine impulser eller intentioner. Altså om du har gjort dig klart, hvad du ønsker i dit liv (og dit liv er i sidste ende, de ting du fylder dine dage og uger med).
Næste ting er, at hvis du ikke har planlagt din tid, vil du langt lettere komme til at sige Ja, til alt det andre beder dig om… og siger du Ja for ofte, og for meget, vil du komme til at sige Nej, til dig selv. Og det er opskriften på udbrændthed. Har du derimod planlagt din uge forud, kan du nemt kigge i din kalender når andre spørger dig, om du lige kan tage endnu en arbejdsopgave, hjælpe med en flytning eller stå for maden til familiesammenkomsten på næste lørdag. Og du vil hurtigt kunne vurdere, om du kan sige Ja, uden at sige Nej til dig selv.
Fordel: Mindre stress.
Der er virkelig mange fordele i at planlægge sin tid forud, men den sidste jeg vil nævne her er, at det mindsker din stress markant. Det er der flere grunde til, den ene er at det at have et visuelt overblik, altså ved at have det skrevet ned, frem for at huske det hele op i hovedet, sparer dig, for en del stress, allerede der.
Desuden slipper du også lettere, for den trættede følelse det er, altid at føle at der er noget mere, man burde gøre. Du ved der når du når til aftenen, og du egentlig er rigtig træt og har brug for at slappe af, men du føler at der stadig er så meget mere, du burde gøre. Så i stedet for at tillade dig selv at slappe af, snupper du lige en mundfuld kaffe og et stykke chokolade (mere) – og presser igennem.
Er du alt for træt og ude af stand til at presse igennem, og beslutter dig for at slappe af, fordi du ikke kan andet, vil det være med en god portion dårlig samvittighed, og du vil højst sandsynligt alligevel ikke slappe rigtigt af, fordi at du samtidig stresset over alt det du nu ikke når. Har du derimod planlagt din uge, har du naturligvis også planlagt, tid til at holde fri. Og så er det dét, du skal det der – og kun det. Med god samvittighed ovenikøbet – og det føles fantastisk, skulle jeg hilse at sige.
2.
Vær en tids-realist.
Når du planlægger din uge, er det enormt vigtigt at vide, at langt de fleste af os er ‘tids-optimister’. Det er helt normalt og derfor vigtigt at være opmærksom på fra start. Når vi er tids-optimister, så tror vi at ting tager meget kortere tid, inden de i virkeligheden tager. Ting tager generelt noget længere tid, end vi forestiller os. Jeg taler af erfaring ; ) Derfor er det enormt vigtigt, at øve sig i at være en tids-realist. Her planlægger du god tid, til dine opgaver.
Er du ikke en tids-realist, når du planlægger din uge, vil du lynhurtigt opleve at komme bagud. Og det er nok noget af det mindst motiverende. For slet ikke at nævne, at det stresser og tager lysten fra dig. Succesoplevelser, er det der motiverer os allermest.
Det er i næsten alle tilfælde, en rigtig god idé, at have helt tomme felter i din ugeplan. Disse kan du bruge, til de uforudsete ting der opstår, og bruge dem som en tids-buffer, når tingene tager længere tid end du regnede med. Det er være guld værd!
3.
Afsæt tid til dig selv.
Det punkt som de fleste glemmer, eller udsætter (på ubestemt tid…), er at afsætte tid til sig selv. Der skal være en balance, imellem de opgaver vi gør fordi at vi skal og de opgaver vi gør, fordi vi nyder dem. Alt for mange, er for gode til at proppe deres uge, udelukkende med de tunge opgaver. Altså dem vi på ingen måde nyder, og dem der derfor vil komme til, at dræne os helt tomme for både energi og livslyst (yes – det kan være konsekvensen i sidste ende…).
Husker vi derimod balancen, og husker at give plads til ting vi nyder og ting vi gør, bare for vores egen skyld, vil det give os en masse fornyet energi, livsglæde, nydelse og faktisk også overskud, til de mindre sjove opgaver. På den måde kan det meste af din uge faktisk føles skøn! Selv de opgaver du ikke lige nyder allermest. Som for eksempel at tage opvasken eller ordne vasketøj.
Den tid du bruger på dig selv, er en investering.
Heri ligger der også, at tage sig tid til, at tage sig godt af sig selv. Det kan være at planlægge tid til bevægelse eller at lave sund mad. Mange føler at dette er noget, der er en luksus, de ikke har tid til. Her inviterer jeg gerne til, at vi ser det som en investering i os selv. Så i stedet for at se det, som noget der tager din tid, så se det i stedet som noget, der giver dig mere tid i sidste ende. Fordi det at tage dig godt af dig selv, giver fornyet overskud og energi. Så du vil kunne klare opgaver hurtigere, mere fokuseret og mere effektivt. Og som før nævnt, vil det også føles langt lettere og mere nydelsesfuldt imens. Og det er vigtigt for vores livskvalitet.
⠀⠀⠀⠀⠀
Hvad gør du for at skabe en uge du glæder dig til?
Hvordan din uge skal se ud, er naturligvis individuelt. Det kommer jo helt an på arbejde, fritidsinteresser, familie, dine behov m.m. Det er derfor også en af de ting, som vi arbejder med på Finally Fit – Mind and Body forløbet; her laver deltagerne deres helt egen unikke plan for ugen. Men uanset hvad det rette er for dig, vil jeg vove at påstå, at du vil have glæde af at benytte de tre punkter.
Nu vil jeg jo elske at høre fra dig! Hvad gør du, for at skabe en uge du glæder dig til? Del gerne i en kommentar herunder!
⠀⠀⠀⠀
Hej Karolina. Tak for gode tips. Jeg er især opmærksom på punkt to !! Jeg har været rigtig slem til at komme alt for meget ind i min kalender fordi at jeg troede at jeg kunne nå det hele. men endte med stress og så at spise på den stress !! Så tak for at gøre mig opmærksom på det, selvom at jeg jo burde have set det selv 😉
KH Jasmin
Hej Jasmin.
Tusind tak for din kommentar ♡ Det er på spil hos så mange af os – jeg har virkelig også selv måttet arbejde med dette punkt! Men det føles så dejligt, når vi først bliver bedre til det.
Skøn dag til dig ♡
~ Karolina